da jeg fandt den lille gråspurve unge nede i kælder gangen.
Jeg havde været nede med skraldespanden for min mor og nu sad den der og gispede efter vejret.
Måske var den blevet smidt ud af reden af sine forældre tænkte jeg, for den havde nogle underlige krøllede fjer.
Jeg tog den med hjem og min mor fandt en tom skotøjsæske den kunne bo i,
Som hun forede med vat og franskbrøds skorper
Vi døbte den straks Krølle
Krølle ville kun spise ud af vores mund, altså skulle vi tygge noget brød eller lignende.
som den så huggede i sig med stor tilfredshed,
Den havde brød og fuglefrø i sin æske, som den også kunne nippe af,
Men jeg tror det var kontakten med os der betød mest for den.
Krølle var så tam, at min søster og jeg havde den med ned i gården, når vi legede
Så satte vi den ind på den store indhegnede græsplæne,
så den kunne gå på opdagelse og føle sig som en fugl, men den fløj ikke.
Når min søster og jeg skulle op fra gården,
Kaldte vi blot: Krølle!
Og så kom den hoppende hen til hegnet og vi kunne løfte den op
Og sætte den på skulderen.
Når vores mor gik til ismejeriet på den anden side af gaden,
havde hun tit Krølle siddende på skulderen.
Der kunne den godt lide at sidde, for så kunne den nemt fortælle hvis den blev sulten.
Det var pinse morgen, da jeg vågnede ved halv 5-tiden ved at Krølle sad og pirkede på mine læber.
Jeg stod op og tyggede lidt brød til den og satte den atter tilbage i æsken.
Da familien stod op ved 8 tiden, var Krølle ingen steder at finde.
Der blev ledt og ledt, uden resultat,
Men da jeg rejste mig fra sengen lå Krølle der.
Helt fladtrykt.
Den havde hoppet ud af æsken igen og søgt efter føde, mens jeg sov.
Så havde jeg vendt mig i søvne og ligget den ihjel.
Den Pinse morgen græd hele familien
Også min ellers så stille og rolige far
Vi havde den lille gråspurv i 8 dage
Knus fra Marion