Hun døde den 29. september 2013
Jeg kan dog godt kan se på dette billede, jeg tog sidste år i november,
at hun var blevet gammel og blevet noget af en "Stueplante"
Hun ville ikke ud på de lange ture mere, men hellere hjem i varmen og skrutte sig,
når hun havde besørget færdig.
Det er utroligt, hvordan dyr kan tale med deres krops sprog
Billedet her fortæller præcis, hvad hun tænker.
Selv om jeg har haft 3 kære og dejlige hunde før hende, var hun helt speciel.
Jeg tror vi havde en slags telepati, hvor underligt, det end lyder,
Og det havde hun også både med Ralph og Tabitha
Hun havde et specielt sprog kun med Tabitha og de kunne tale sammen i halve timer.
Hvis Tabitha ikke havde været her nogle dage foregik det med brumme lyde og kys og kærlige bid.
Tabitha kunne få lov til at bide hendes øre og også åbne munden om hendes lille hoved, alt imens Jazzmin jublede med små søde lyde.
Ralph og Jazzmin havde deres egne små ritualer sammen, som ingen af os andre var del af.
Det var kun os, hun kommunikerede med.
De fleste mennesker, ville hun ikke have noget at gøre med.
Tabitha havde engang en kæreste der sendte en hilsen, mens han studerede i Indien. Han skrev: Hilsen også til hunden, der bor under sofaen. Det har vi tit moret os over.
Hver gang der kom folk på besøg hos os, gemte hun sig under sofaen. Hun havde angst for fremmede. Vi talte tit om, hvor godt det var at hun var havnet i vores familie, fordi, vi accepterede at hun var en bange hund