Jeg føler trang til at fortælle om gamle ”mor Karen,
Hende oplevede jeg i løbet af de 10 år jeg boede i Albertslund mellen 1968 -1978.
Jeg var ung og havde mødt Gud på en helt unik måde og som følge heraf
havde jeg et stærkt ønske om at tjene Gud. Og gøre lidt til gengæld.
Men hvordan kunne jeg tjene Gud, Jeg var jo bundet til hjemmet med 3 små børn.
(Dengang var der noget, der hed hjemmegående husmødre og jeg var én af dem.)
Folk var i disse år begyndt at tage stoffer og de unge kristne som blev betegnet som
Jesus bevægelsen gik gademission for at hjælpe dem som var blevet afhængige og
gerne ville sættes fri og blive frelst.
Dette kunne jeg ikke, men hvordan kunne jeg tjene Gud?
Jeg var i stor åndelig nød og bad inderligt Gud om at vise mig hvordan jeg kunne
tjene ham.
Jeg fik svar hurtigere end jeg havde forventet. Og svaret var ligetil. ”Tjen Gud lige
der, hvor du er” Inviter børnenes legekammerater hjem og hold børnemøder i
hjemmet.
Det gjorde jeg så og hver tirsdag var der 17 børn til børnemøder plus nogle forældre
ind imellem. Jeg lærte børnene at synge og bede til Gud og jeg læste bibelhistorier
for dem. Af og til oplevede jeg nogle forældre fælde en tåre, når vi drev
børnemøder.
Men efter et stykke tid, blev min mand mere og mere utilfreds med disse
børnemøder.
Han ville have orden, når han kom hjem fra arbejdet. De kære unger havde nemlig
også fået lov til at hygge sig med kiks eller franskbrøds madder og saftevand, og min
mand havde ikke lyst til at træde rundt i krummer, som børnene havde tabt på
gulvet, og som jeg endnu ikke havde nået at støvsuge op.
Nu klagede jeg igen min nød til Gud og spurgte Hvordan kan jeg tjene dig. Det går jo
ikke med disse børnemøder.
Svaret kom promte. (Kom ikke og sig at Gud ikke hører bøn)
Allerede næste dag, spurgte en kristen mand, jeg kendte om jeg ikke havde lyst til at
hjælpe ham og hans kone, som holdt børnemøder på en skole i byen.
Jeg fortalte ham om mit problem med de 17 børn som min mand ikke ønskede
skulle komme i vores lejlighed længere,
No problem, sagde han, jeg sender en bus og henter dig og børnene hver tirsdag.
Og således skete det. Hver tirsdag kom der en bus og hentede os til børnemøder på
skolen, hvor der var samlet 75 børn for at høre bibelhistorie.
De fleste af børnene var indsamlet af gamle ”mor Karen”. Hun inviterede kvarterets
børn hjem til sig, hvor de trak ”Manna korn” og fik forklaret hvad bibelverset betød.
Børnene elskede den gamle dame. De kunne mærke at hun brændte for det hun
fortalte om.
Vi var flere børnearbejdere der arbejde sammen hver tirsdag aften der på skolen,
Og efter de 75 børn først havde sunget en masse herlige søndagsskole sange
sammen, blev de opdelt i aldersgrupper og blev undervist i bibels historie i
forskellige klasseværelser.
Efter børnene var sendt hjem, holdt vi medarbejdere møder sammen, hvor vi delte
med hinanden, hvordan aftenen var gået for os hver især. Noget der undrede os
rigtig meget var, hvordan det kunne være at børnenes forældre tillod børnene at
komme til disse møder, hvor vi på en måde manipulerede dem med den kristne tro.
På dette tidspunkt, var Albertslund nemlig en by styret af Marxisme.
Vi blev enige om at børnenes forældre sikkert bare var glade for at få fri et par timer
hver tirsdag aften.
Vi børnearbejdere kom fra flere forskellige kirkesamfund, men vi havde ingen
besværligheder med at arbejde sammen. Vi holdt også bedemøde sammen efter vi
havde drøftet aftenens forløb.
Vi bad højt hver især, Men det kunne gamle ”mor Karen” ikke. Hver gang hun
prøvede, blev det til lovprisning: ”Jeg priser, jeg priser, jeg priser” Hver gang hun
prøvede at forme en bøn blev hendes ”Jeg priser” endnu højere.
Hun står allerede på Himmelens dørtrin tænkte jeg hver gang.
Når jeg var i Albertslund centeret for at købe ind, skete det ofte at jeg stødte
på hende, hvor hun var i færd med at forklare frelsens vej til èn eller anden. der gad
at lytte til en lille gammel trivelig dame iført en grå frakke og en lille strikket hue.
Hun så så lille og ubetydelig ud, men hun var fyldt med Guds kraft, noget der satte
gang i tankerne hos hendes tilhørere.
Gamle ”mor Karen” havde ikke altid varet gammel,
Hun havde en gang været ung og gift og havde født vist nok 5 børn Men manden
bedrog hende og de blev skilt og hunn blev alene med børnene. Hun giftede sig
aldrig igen,
for som hun sagde, var hendes mand stadig i live, Og for Gud var de stadig et par at
regne.
Men en skønne dag sov Karen stille ind, Dog var hendes gerning her på jord var
endnu ikke slut.
Et af gamle mor Karens børn, boede i Albertslund. Jeg husker ikke hans navn, Jeg vil
tro at han var omkring 45 år på daværende tidspunkt,
Ham mødte jeg i centeret en dag jeg var ude at handle.
Vi sad på en bænk og kom i snak.
Han fortalte mig, at han havde været slem til at kikke lidt for dybt i flasken, og hans
mors prædikener havde han ikke villet lytte til.
Men et stykke tid efter hun var død, kom hun til ham i drømme og befalede ham at
omvende sig og tage imod Jesus og blive frelst.
Drømmen var så virkelig, at han kom i syndenød og han råbte til Gud om at tilgive
ham og frelse ham, og det skete virkelig også.
Nu var det sådan, betroede han mig, at han havde været delvis lammet i venstre
arm. Og den var blevet fuldstændig rask den nat han havde omvendte sig.
Se! sagde han og svingede ivrigt med armen.
Trangen til at drikke var også forsvundet og han var bare så glad.
Ja, det er én af de mange forunderlige oplevelser jeg har haft i mit liv,
Hilsen fra Marion